Påsken nærmer sig. Uanset om du vil slappe af i påskeferien, snøre løbeskoene eller gå i krig med havearbejdet, kan en god lydbog i ørerne få tiden til at flyve afsted. Du kan fejre foråret med et væld af nye gode lydbøger, som du kan lytte til på Mofibo i april – og selvfølgelig også i alle årets efterfølgende måneder.
Her har jeg udvalgt 11 gode lydbøger, som har premiere på Mofibo enten i disse dage eller inden for de nærmeste uger. Med andre ord har du masser af underholdende læsestof at glæde dig til i resten af marts og ind i april.
Bare en mor
Norske Roy Jacobsen begejstrer anmelderne hjemme i Norge med fjerde bog om Ingrid, der er født ind i en fiskerfamilie. Efter anden verdenskrig vender hun tilbage til den fiktive ø Barrøy et godt stykke oppe i Norge. En dag efterlader en skipper sin 5-årige søn på øen. Ingrid tager den lille forældreløse dreng til sig og forsøger at gøre det rette, selv om det ikke er nemt. Det er en smuk og intens roman, som giver stemme til tidligere generationer i et sammentømret fiskersamfund med en uovertruffen evne til at beskrive selv de mindste detaljer og flette den enkelte skæbne ind i en historisk virkelighed, som er meget større end det enkelte individ.
Bare en mor af Roy Jacobsen kan du lytte til på Mofibo fra den 17. marts 2022.
Kvinden i floden
Her er en krimi til dig, der ikke kan få nok af det dystre univers, som Jo Nesbø dyrker. Kvinden i floden tog Norge med storm og vandt prisen som årets bedste norske krimi. Det er en pris, som tidligere er blevet tildelt etablerede krimiforfattere som Jo Nesbø, Unni Lindell og Karin Fossum.
En norsk student bliver bortført i Edinburgh. Da hun dukker op igen, ligger hun bevidstløs i floden. Pigen er niece til Harinder Singh, som er efterforsker hos Kripos, så han rejser til Skotland for at hjælpe. Egentlig rejser han som privatperson, men han bliver snart involveret i efterforskningen, der trækker tråde til likvideringen af en stikker i Oslos narkomiljø. Det fører Harinder og kollegaen Rachel Hauge på kollisionskurs med to af byens berygtede narkokonger.
Kvinden i floden af Sven Petter Næss kan du lytte til på Mofibo fra den 17. marts 2022.
1979
Ventetiden er endelig ovre, hvis du går og sukker efter nyt fra skotske Val McDermid. 1979 er første bind i en helt ny serie, som er planlagt til at strække sig over 5 bind. Serien tager sin start i 1979 og foregår over 5 årtier, hvor vi følger Allie Burns karriere i Glasgow fra de første spæde skridt som ung journalist gennem op- og nedture til en status som garvet ekspert. Val McDermid har hentet inspiration i sit eget liv som journalist i 1970’ernes Glasgow.
I krimien 1979 er Allie Burns journalist i en mandsdomineret branche, hvor hun kæmper mod chefredaktørens fordomme. Han vil have hende til at skrive artikler til husmødre. Hun vil skrive om strejker, politiske uroligheder og alt det andet, som virkelig optager folk. Derfor gør hun sig gode venner med graverjournalisten Danny Sullivan. Deres afsløringer af skatteunddragelse og en planlagt terroraktion skaffer dem mange fjender på halsen. En dag bliver Danny fundet dræbt i sin lejlighed, og så bliver det personligt for Allie.
1979 af Val McDermid kan du lytte til på Mofibo fra den 17. marts 2022.
Mors dag
Nele Neuhaus er klar med 6. bog i serien om politifolkene Bodenstein og Kirchhoff. Enkemanden Reifenraths er død. Under efterforskningen opdager politiet tre lig, som er begravet i hundegården. De er alle druknet og derefter pakket ind i folie. Det går op for politiet, at kvinderne alle forsvandt lige omkring mors dag. Mange ubesvarede spørgsmål banker på. Begik Reifenraths kone virkelig selvmord? Og hvad skete der med alle de plejebørn, som ægteparret tog sig af? Nu er det snart mors dag igen, og endnu en kvinde forsvinder. Bodenstein og Kirchhoff er i et kapløb med tiden.
Mors dag af Nele Neuhaus kan du lytte til på Mofibo fra den 17. marts 2022.
Forvitring
Johan Theorin har udgivet en ny bog i sin serie om Øland. Forvitring blev nomineret til prisen som årets bedste svenske kriminalroman i 2021, men Johan Theorin måtte se sig slået af Åsa Larsson.
En mand bliver fanget i et stenskred på en øde strand og dør. Lige inden havde han lagt en krans af roser på jorden. Da politikvinden Tilda fjerner blomsterkransen, opdager hun nogle gamle knogler. De stammer fra en mand, som sidst blev set sammen med en af hendes slægtninge, der er en gammel og svagelig skipper. Fundet af liget vækker minderne om en gammel tragedie til live, så skipperen bare må og skal finde ud af, hvorfor hadet stadig er så stærkt, at det fører til mord.
Forvitring af Johan Theorin kan du lytte til på Mofibo fra den 17. marts 2022.
Hemmeligheden
Tess Gerritsen er dronningen af retsmedicinske krimier, som bestemt ikke er for sarte sjæle. Nu er hun tilbage med 12. bind om detektiven Jane Rizzoli og retsmedicineren Maura Isles, som trækker i arbejdstøjet, da en ung kvinde bliver fundet død med to blodige genstande knuget i sin hånd. Efterforskningen leder dem på sporet af et mord, som øjensynligt blev opklaret for flere år siden. Endnu et maltrakteret lig dukker op, og der er ingen tvivl om, at der er en forbindelse mellem de to ofre.
Blev den forkerte mand dømt? Er den rigtige morder derude og i fuld vigør igen? Én kvinde ved, at hun er morderens næste offer. Hun er den eneste, der kan hjælpe Rizzoli og Isles med at fange ham, men hun har en hemmelighed, som hun er nødt til at holde skjult.
Hemmeligheden af Tess Gerritsen kan du lytte til på Mofibo fra den 23. marts 2022.
Safirenken
Louisa var lykkeligt gift med sin charmerende og eventyrlystne mand Elliot. Deres hjem var et overdådigt palæ, og deres liv var som en drøm, hvis det ikke var, fordi ønskebarnet udeblev. Louisa aborterer, og Elliot forsvinder flere gange i lange perioder. Pludselig dør Elliot i en trafikulykke, og Louisa er knust af sorg. Nu sætter hun sig for at opklare, hvorfor han havde for vane at forsvinde uden forklaring.
Jagten på sandheden fører hende til en plantage, som Elliot var medejer af. Her bliver hun tiltrukket af Leo, som har en blakket fortid. Samtidig opdager hun, at hendes ægteskab byggede på en løgn. Det vender op og ned på alt. Kan hun nogensinde elske igen? Det er en dramatisk og lidenskabelig kærlighedshistorie, som du vil elske, hvis du har læst alt af Lucinda Riley, Kate Morton og Judith Lennox.
Safirenken af Dinah Jefferies kan du lytte til på Mofibo fra den 23. marts 2022.
Fædrenes synder
Modtageren af prisen som årets bedste svenske krimi i 2021 er ingen ringere end Åsa Larsson. Fædrenes synder er 6. og sidste bind i den stemningsmættede serie om Rebecka Martinsson, der er en hårdtarbejdende jurist i Kiruna langt nordpå i Sverige.
Rebecka er træt og udbrændt, men kan ikke sige nej, da retsmedicineren Lars har et sidste ønske på sit dødsleje. Han beder hende om at efterforske et gammelt mord, som egentlig har overskredet forældelsesfristen. Det bliver starten på en efterforskning fuld af uventede overraskelser, som fører Rebecka på sporet af nye mord, trafficking, korruption og den russiske mafia. Inden længe smelter sporene sammen med Rebeckas egen familiehistorie og fortidens dystre hemmeligheder.
Fædrenes synder af Åsa Larsson kan du lytte til på Mofibo fra den 25. marts 2022.
Blæst
Trænger du til en velskrevet og ublodig krimi, er Anne Mette Kirk et godt bekendtskab. Blæst er tredje bog i serien om den unge arbejdsomme politimand Marc Abildgaard.
Forventningerne til DR’s nye dramaserie, som skal vises i den bedste sendetid om søndagen, er tårnhøje. Silas har skrevet og instrueret serien, som bygger på hans egen turbulente barndom. Han tager hjem til sin familie i Skive for at se første afsnit sammen med dem og for at forberede dem på mediernes interesse.
Samme aften bliver politiefterforsker Marc Abildgaard tilkaldt for at hjælpe med at opklare, hvem der har skudt Silas’ søster og far. Var det Silas selv, som løb væk fra gerningsstedet – måske for at tilkalde hjælp, måske for at stikke af..? Også Silas’ chef forsøger at finde frem til sandheden. Inden hun får set sig om, er hun hovedpersonen i en kynisk morders nøje tilrettelagte manuskript, og hendes chancer for at slippe væk i live mindskes for hvert øjeblik.
Blæst af Anne Mette Kirk kan du lytte til på Mofibo fra den 31. marts 2022.
Skyggeliljen
Almindelige mennesker kan også begå grusomme forbrydelser. Det er temaet i Johanne Mo’s Ölandsserie, som startede med Natsangeren og nu fortsætter i Skyggeliljen. Det er en hyggelig og velskrevet krimi, som kredser om komplicerede relationer og spændinger mellem beboerne i et lille samfund.
Jenny kommer hjem til et tomt hus. Hendes mand Thomas og deres 14 måneder gamle søn Hugo er væk. Har Thomas planlagt at forlade hende, eller er der sket en forbrydelse? Kort tid efter bliver Thomas fundet død. Mange af øens beboere deltager i eftersøgningen af lille Hugo i et forsøg på at finde ham, før det er for sent. Sporene peger i flere retninger, da Thomas havde adskillige hemmeligheder for Jenny. Han skylder både penge og har en voksen datter fra et tidligere forhold. Politikvinden Hanna Duncker er sat på sagen, men sideløbende har hun gang i sin egen lille private efterforskning af sin far, som i sin tid tilstod et mord. Noget tyder på, at han i virkeligheden dækkede over nogle andre.
Skyggeliljen af Johanne Mo kan du lytte til på Mofibo fra den 6. april 2022.
Ædru
Jesper Stein kan meget mere end at skrive krimier. Ædru er en autofiktiv roman om en udadtil succesfuld forfatter, der har mistet kontrollen over sit alkoholforbrug. Nu truer en skilsmisse forude. I et forsøg på at afværge katastrofen går Jesper på afvænning. Gradvis bliver alle lag skrællet af en mand, der har løjet både for sig selv og alle andre for at skjule sine problemer. Nu må han genopfinde sig selv og tage ansvar. Ædru er en roman, som vil røre rigtig mange mennesker, fordi den giver et unikt indblik i alle de følelser og den fortvivlelse, som er forbundet med erkendelsen af, at man har ramt bunden. Den rummer en ærlighed, som virkelig kræver mod.
Har du ikke allerede læst Rampen af Jesper Stein, kan du passende starte her, mens du venter på Ædru. Rampen er ligeledes en autofiktiv roman, som handler om Jespers opvækst.
Ædru af Jesper Stein kan du lytte til på Mofibo fra den 15. april 2022.
Glæd dig til nye gode bøger i april
Foretrækker du stadig at hygge dig med en god gammeldags papirbog mellem hænderne, bliver du selvfølgelig ikke snydt. Alle de nye bøger, som jeg har omtalt her, kan du også finde som trykte bøger enten hos din boghandler eller på biblioteket. Der venter mange gode timer med læsning, hvor du kan lade dig totalt opsluge af et univers med helte og heltinder, som bekæmper forbrydere, løgne, fordomme og indre dæmoner.
Vil du gerne lytte til nye lydbøger lige så snart, de udkommer, kan du få stillet din appetit på gode historier med et abonnement på en streamingtjeneste som Mofibo. Her kan du for et beskedent beløb få adgang til et enormt bibliotek af romaner, krimier, biografier, børnebøger og alverdens andre genrer lige så hurtigt, som bøgerne bliver udgivet af forlagene.
Lad dig blot inspirere af mine forslag til nye gode lydbøger på Mofibo i april og gå selv på opdagelse efter endnu flere fantastiske læse- eller lytteoplevelser.