Jan Guillou er en produktiv forfatter, der har skrevet flere populære serier af bøger. En af dem er serien Det store århundrede, som er en saga på 10 bind om 1900-tallet.
Men lad os endelig ikke glemme, at Jan Guillou også har succes med krimiserien om Carl Hamilton, hvoraf mange bind er filmatiseret, samt det historiske drama Historien om Arn, som strækker sig over 4 bøger. Den kan du også se på det store lærred.
Her kan du se rækkefølgen på Jan Guillous fortælling om Det store århundrede, der handler om de teknologiske fremskridt, som har forandret verden:
- Brobyggerne (2011)
- Dandy (2012)
- Mellem rødt og sort (2013)
- Ikke at ville se (2014)
- Blå stjerne (2015)
- Ægte amerikanske cowboybukser (2016)
- 1968 (2017)
- Dem der dræber drømme sover aldrig (2018)
- Den anden dødssynd (2019)
- Enden på historien (2020)
Serien er et stort episk værk om vedkommende historiske begivenheder, der bliver fortalt gennem flere forskellige hovedpersoner, der bevæger sig i forskellige lag af samfundet. Tematisk handler Det store århundrede om samfundets udvikling på godt og ondt, og hvordan den har formet os som mennesker. Guillou har lavet grundig research, så serien er fyldt med historiske detaljer, som nok kan gøre mange klogere undervejs samtidig med, at underholdningen er helt i top.
Bind 1: Brobyggerne
Ved et tilfælde opdager man, at tre fattige faderløse drenge Lauritz, Oscar og Sverre er nogle små tekniske genier. En loge betaler derfor for deres skolegang først i Bergen og siden i Dresden, hvor alle tre bliver uddannet som ingeniører. Vi er i 1901, og planen er nu, at de unge mænd skal vende hjem og bidrage til det mest storstilede ingeniørprojekt nogensinde i Norges historie, nemlig jernbanen mellem Oslo og Bergen. Det er en udfordrende strækning, hvor der både skal sprænges tunneller og bygges broer. Det er dog kun den ældste bror, Lauritz, der vender hjem til Norge, hvor han slider i det og sukker efter sin elskede Ingeborg, som er en stædig moderne kvinde med ambitioner om at blive læge trods diverse benspænd.
Noget der ligner Brobyggerne
Jan Guillous historiske serie “Det Store Århundrede” kredser om de tre brødre i familien Lauritzen, som står på tærsklen til det 20. århundrede. Det …
Bind 2: Dandy
Da Sverre har bestået sin sidste eksamen på ingeniøruddannelsen, rejser han sammen med sin kæreste Albert til England. Albert viser sig at være jarl til et enormt herresæde. Året er 1901, og det er vigtigt at holde facaden. På godset vender man det blinde øje til de to unge mænds forhold, men Sverre må alligevel forlove sig med Alberts søster for at opretholde facaden. Han har talent som kunstner og færdes sammen med sin elsker i Londons frigjorte kredse – lige indtil første verdenskrig ødelægger alt for dem.
Bind 3: Mellem rødt og sort
Første verdenskrig er slut. Optimismen begynder langsomt at vende tilbage i Europa, hvor økonomien atter er i fremdrift. Lauritz bor nu i Sverige og er sammen med sine brødre gået ind i byggebranchen. Oscar leder filialen i Berlin, hvor også Sverre bor. Sverre er desillusioneret efter Alberts død, men får alligevel succes i den fremspirende reklamebranche. Alt er godt – tror man. Ingen fornuftige europæere kan forestille sig, at der skal blive krig igen. Men nye politiske vinde blæser ind over Europa, og Sverre, Oscar og Oscars kone bliver nødt til at flygte fra Tyskland, fordi de bliver anset for at være andenrangsmennesker eller det, der er værre.
Bind 4: Ikke at ville se
Tiden er 1940-45, og Anden Verdenskrig splitter både verden og familien Lauritzen. Deres største indtægter kommer fra Tyskland, lige som to af brødrenes svigerforældre er tyskere. Lauritz’ børn engagerer sig på forskellig vis i krigen og på hver deres side af fronten som henholdsvis SS-mand, officer i den svenske flåde og modstandskvinde i Norge. Her er både spænding og forbudt kærlighed i en tid, hvor alt ender med at handle om at overleve et mørkt kapitel i verdenshistorien.
Bind 5: Blå stjerne
Anden Verdenskrig raser stadig, men nu oplever vi den fra Rosas og Johannes vinkel. De er Lauritz’ børn, og særligt Johanne er bogens hovedperson. Hun er et højtstående medlem af modstandsbevægelsen, der laver sabotage og hjælper de norske jøder ind i Sverige. Senere får hun til opgave at forføre nogle af mændene i den tyske efterretningstjeneste for at udspionere dem. Det er et beundringsværdigt træk af Guillou at fortælle om stærke kvinder, der satte livet på spil under krigen, for de bliver ofte overset i det store historiske tilbageblik.
Bind 6: Ægte amerikanske cowboybukser
Tredje generation af familien Lauritzen vokser op i 1950’erne. Tiden er præget af frygten for atomkrig. Fortælleren er den kun 9 år gamle Eric, som oplever voldsomme forandringer i sin hverdag. Hans morfar Oscar dør, og det er et dødsfald, som splitter familien uden, at Eric helt forstår hvorfor. Hans forældre bliver også skilt, så han flytter med sin mor til Stockholm og opdager, at penge ikke bare er noget, som man har. Der er mange forskelle på ham og hans nye skolekammerater, men én ting har de til fælles: De er fascineret af alt, hvad der er amerikansk.
Bind 7: 1968
Året er 1968, og vi er i Stockholm, hvor Eric netop er blevet færdiguddannet som jurist. Nye politiske strømninger sætter dagsordenen, og modstanden mod Vietnamkrigen vokser. Eric er politisk engageret på den yderste venstrefløj, men samtidig har han hang til luksus og arbejder hos en celeber advokat. Han bliver sendt til Tyskland i embeds medfør og forelsker sig i den tysk anklager Gertrude. Sammen oplever de socialismens forår i Prag kort inden russerne rykker ind. Tilbage i Stockholm er Eric stadig politisk aktiv, mens resten af hans familie strides om en arv.
Bind 8: Dem der dræber drømme sover aldrig
Den politiske aktivisme vokser sig mere og mere ekstrem i starten af 1970’erne. Venstrefløjen bliver splittet, og de europæiske sikkerhedstjenester er på tæerne. Eric lever fortsat et dobbeltliv som advokatfuldmægtig om dagen og venstrefløjsaktivist om aftenen, mens hans store kærlighed Gertrude arbejder som advokat i Hamborg. Hendes venner bliver en efter en fængslet eller dræbt, og en dag kommer turen også til hende. Det lykkes Eric at få deres fælles søn hjem til Stockholm, men inden længe havner Eric også i et farligt politisk spil i en verden uden plads til nuancer.
Bind 9: Den anden dødssynd
Grådigheden vil ingen ende tage i 1980’erne. Familien Lauritzen skovler penge ind som ejendomsspekulanter, mens Eric er mere optaget af en række opsigtsvækkende retssager, hvor stribevis af uskyldige bliver dømt. Samfundet er inde i en foruroligende udvikling, som kulminerer med mordet på Oluf Palme. På privatfronten er der heldigvis alligevel overskud til, at Eric bliver forelsket og finder lykken sammen med en ny kvinde, der også har børn fra et tidligere forhold.
Bind 10: Enden på historien
1990erne er årtiet, hvor højreekstremismen får nyt fodfæste, Socialdemokratiet mister stemmer og den økonomiske afmatning starter. Familien bliver rystet, da den tidligere SS-officer Harald Lauritzen vender tilbage efter at have tilbragt 50 år i eksil i Argentina. Han tager stadig ikke afstand fra sine nazistiske holdninger, men bringer et lukrativt tilbud på banen. Hos Eric Letangs advokatfirma vælter en række ubehagelige sager om pædofili ind.
Jan Guillou har skrevet en spændende serie om den senere tids historiske udvikling på vores breddegrader. Jeg vil anbefale dig at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge, da det giver en bedre forståelse for, hvorfor de forskellige hovedpersoner handler, som de gør. Nu har du i hvert fald fået rækkefølgen på bøgerne i Jan Guillous serie Det store århundrede, så du kan se frem til mange timers underholdende læsning.