Er du også vild med Jo Nesbø’s krimier om Harry Hole? Nesbø skriver fantastisk med mange sproglige finesser og skruer nogle spændende historier sammen, så han er en af mine yndlingsforfattere.
Her kan du se, i hvilken rækkefølge du skal læse bøgerne, hvis du vil følge Harry Hole helt fra starten, hvor han jagter en seriemorder i Sydney:
- Flagermusmanden (2000)
- Kakerlakkerne (2001)
- Rødhals (2001)
- Sorgenfri (2004)
- Marekors (2005)
- Frelseren (2006)
- Snemanden (2007)
- Panserhjerte (2009)
- Genfærd (2011)
- Politi (2013)
- Tørst (2017)
- Kniv (2019)
- Blodmånen (2022)
Så vidt jeg husker, startede jeg selv med at læse bind 3 i serien. Jeg har som regel ingen problemer med at starte på en ny krimiserie et tilfældigt sted, hvis bind 1 ikke er hjemme på bibliotekets hylder.
Lige med den her serie tror jeg næsten, at det var en fordel, for jeg må tilstå, at jeg ikke synes, bind 1 og 2 er helt på højde med resten af serien. Jeg har flere gange talt med folk, som var lidt lunkne, når jeg anbefalede Harry Hole-serien, fordi de netop ikke blev fanget af Flagermusmanden.
Det er nok også først i Rødhals, at Harry Hole rigtig begynder at træde i karakter. Allerede i Flagermusmanden bliver Hole præsenteret som en klassisk antihelt med et kompliceret forhold til alkohol, en afslappet indstilling til regler og en misundelsesværdig evne til at charmere det modsatte køn – en karakter, som du kan møde i utallige andre krimiserier.
Men løbende bliver der tilføjet flere lag. Det er fx i Rødhals, at han fx forelsker sig i Rakel og indleder et umuligt forhold, som flere gange i løbet af serien bringer hende i livsfare.
Når det er sagt, kan jeg kun opfordre dig til at læse alle bøgerne om Harry Hole i rækkefølge, så du får hele billedet af hans dæmoner fra fortiden, som løbende former ham.
Bind 1: Flagermusmanden
Kriminalbetjenten Harry Hole bliver sendt til Sydney i Australien for at opklare mordet på en ung norsk kvinde. Her bliver han modtaget af Andrew, en lokal kriminalbetjent af aboriginal afstamning. Det er et makkerpar med hver deres brogede fortid, som spiller ind i historien. Opklaringsarbejdet trækker dem gennem et farverigt persongalleri i Sydney’s underverden, hvor omrejsende nævekæmpere og ur-australske myter spiller en central rolle.
Bind 2: Kakkerlakkerne
Norges ambassadør i Thailand bliver myrdet på et bordel i Bangkok. Hans lig bliver kremeret hurtigere, end Harry Hole kan nå frem. Hurtigt bliver Hole viklet ind i et spind af politiske, seksuelle og økonomiske intriger, som ikke tåler dagens lys. Det er et moralsk fordærvet Thailand, der bliver afdækket, og det skinner tydeligt igennem, at Nesbø vil mere end bare at underholde.
Bind 3: Rødhals
Titlen er tvetydig med en reference til både makkerens interesse for fugle og en henrettelsesmetode under 2. verdenskrig. Harry Hole efterforsker en sag om våbensmugling fra Sydafrika. Sporene peger mod det nynazistiske miljø, som tilsyneladende har medvind i Norge. Samtidig trækker sagen tråde tilbage til de norske frivillige, som var med til at belejre Leningrad. Ind i mellem skal man som læser holde tungen lige i munden, men kan man det, har man også noget godt i vente.
Bind 4: Sorgenfri
Et bankrøveri i Oslo udvikler sig til mord, fordi bankdirektøren er 6 sekunder for langsom til at tømme kassebeholdningen. En af Harry Hole’s gamle flammer bliver fundet død samme aften, som de havde spist middag sammen. Sporene peger umiddelbart på selvmord – men Harry kan intet huske fra den aften. De to dødsfald viser sig at være forbundet med hinanden, og det går op for Harry, at nogen forsøger at manipulere ham. Det slipper man selvfølgelig ikke ustraffet fra.
Bind 5: Marekors
Det er sidste chance for Harry. Han skal bevise over for ledelsen, at han kan styre sit alkoholforbrug, temperament og trangen til hævn. Nemt er det ikke, slet ikke, når han samtidig skal efterforske et drab sammen med kollegaen Tom, som han mistænker for at være indblandet i mordet på sin tidligere makker. Harry er desillusioneret og kæmper mere end nogensinde mod sine dæmoner, mens han afdækker en skandaløs sag om korruption inden for politiets egne rækker.
Bind 6: Frelseren
Kort før jul bliver en soldat i Frelsens Hær likvideret på åben gade. Men morderen havde åbenbart den forkerte på sigtekornet, nemlig broderen til det rigtige offer, som han nu skal finde og dræbe, alt i mens han selv bliver jagtet af Harry Hole. Brødrene er begge aktive i Frelsens Hær, men hinandens modsætninger. Slynglen blandt de to er lidt for glad for helt unge piger og sagen trækker tråde til flygtninge fra Balkan, som også er morderens hjemstavn.
Bind 7: Snemanden
Det er vinter i Oslo, den første sne er faldet og nogen har lavet en snemand i haven hjemme hos familien Becker. Sønnen bider mærke i, at snemanden står vendt mod huset med sorte øjne, der stirrer direkte mod dem. Moderen forsvinder sporløst samme dag, og Harry Hole modtager et brev underskrevet af “Snemanden”. Hurtigt opdager Harry en forbindelse til tidligere sager, hvor kvinder er forsvundet på årets første dag med sne.
Bind 8: Panserhjerte
Harry er stukket af til Hong Kong efter de voldsomme oplevelser i Snemanden. Det norske politi opsporer ham, og Harry lader sig modvilligt overtale til at komme tilbage for at efterforske mordene på to kvinder. De er druknet i deres eget blod og har nogle mystiske stiksår i munden. Det viser sig, at gerningsmanden har mange flere liv på samvittigheden, og de er alle knyttet til en bestemt hytte i det norske fjeld.
Bind 9: Genfærd
Oleg, den 18-årige søn af Harry’s ekskæreste Rakel, er narkoman og dømt for drab på en anden narkoman efter et skænderi om stoffer. Harry tror dog ikke, at sagen er helt så ligetil. Han indleder sin egen efterforskning i et Oslo, som er oversvømmet af et nyt stof, som gør folk stærkt afhængige. Det bliver en svær opgave for Harry, som bliver konfronteret med det ene dilemma efter det andet i kraft af hans dybt personlige involvering i sagen.
Bind 10: Politi
I Oslo bliver flere politifolk myrdet på spektakulær vis. De har alle været med til at efterforske forskellige mord, som aldrig blev opklaret, så meget tyder på, at en morder er på hævntogt. Politiet står på fuldstændig bar bund og forsøger at gå nye veje i efterforskningen – men de savner Harry Hole.
Bind 11: Tørst
En kvinde har været på Tinder-date og bliver senere fundet myrdet i sin lejlighed. Der er bidemærker på hendes hals, og hendes krop er helt tømt for blod. Harry Hole er nu underviser på politiskolen og godt tilfreds med sit fredsommelige liv. Hans jagtinstinkt bliver alligevel vakt til live igen, da endnu en kvinde bliver myrdet. Sporene peger nemlig mod en morder, som Harry tidligere har jagtet uden held.
Bind 12: Kniv
Harry er slået tilbage til start. Rakel har smidt ham ud, og han bor igen i Sofies Gate. Alkoholen er også tilbage i hans liv. En morgen vågner han med verdens værste tømmermænd og blod på hænderne. Hvad han ikke ved er, at hans livs største personlige helvede først lige er begyndt.
Jagten på en gammel fjende sætter ind. Samtidig må Harry samle alle sine kræfter for at bekæmpe ikke bare de ydre, men også de indre dæmoner.
Bind 13: Blodmånen
Harry Hole er stukket af til Los Angeles for at drikke sig ihjel i sorg over et stort tab. På en bar møder han den ældre skuespiller Lucille, som er i knibe på grund af en enorm gæld til et narkokartel. Hun bliver kidnappet, og det presser Harry til at vende tilbage til Oslo for at opklare en sag om to dræbte kvinder. Bonussen for at finde drabsmanden er en stor sum penge, som vil redde Lucille. Derfor samler Harry et hold bestående af en pusher, en korrupt politimand og en døende psykolog til at opklare sagen i løbet af sølle 10 dage.
Som du nok kan fornemme, skriver Nesbø krimier med originale og brutale plots. Der bliver kælet for de sproglige detaljer, og der er gerne flettet filosofiske og samfundskritiske betragtninger ind i handlingen. Det er det, der gør Nesbøs krimier til sådan en fornøjelse at læse, at det er svært at vente på næste bind i serien.
Her har jeg præsenteret dig for Jo Nesbøs krimier i rækkefølge, så du forhåbentlig kan lade dig smitte af min begejstring for Norges bedste krimiforfatter.