Jordens søjler er en storslået og dramatisk fortælling, som har det hele: Kærlighed, stolthed, forræderi, grådighed, mord og sex. Persongalleriet er enormt og skifter fra bog til bog. Handlingen springer et par hundrede år frem i tiden for hver bog, men fællestrækket er den lille by Kingsbridge, som har vokseværk trods et væld af magtkampe mellem den konservative kirke, de griske adelsfolk og de fremadskuende handelsfolk.
Sproget er enkelt, så man bliver suget ind i de tunge moppedrenge, som Ken Follets historiske romaner er. De strækker sig over mange hundrede sider – ja, endda 1000 sider – men det går over stok og sten, så inden man får set sig om, er man halvvejs gennem den medrivende fortælling.
Ken Follett er samtidig eminent til at holde styr på det store persongalleri og de mange intriger. Underholdningen er i top, når han omhyggeligt, grundigt og korrekt beretter om historiske begivenheder og giver stemme til de forfædre, som lagde fundamentet til det moderne samfund.
Rækkefølgen på bøgerne om Jordens søjler
Jordens søjler var den første bog, som Ken Follett skrev om den lille fiktive by Kingsbridge. Flere år senere skrev han en efterfølger, og nu har Jordens søjler udviklet sig til at være en hel serie, som på underholdende vis beretter om skelsættende hændelser og vigtige epoker af Englands historie set fra mange forskellige perspektiver
- Prequel: Aftentid og morgengry (2020)
- Jordens søjler (1991)
- Uendelige verden (2008)
- Den evige ild (2017)
- Lysets våben (2023)
Lysets våben udkommer på dansk den 26. september 2023.
Bog 1: Aftentid og morgengry
Året er 997. Englands konge står svagt, grådige magthavere misbruger deres privilegier, og vikingerne hærger. Edvard er den unge og dygtige bådebygger, som mister alt håb for fremtiden, da de nordiske krigere endnu en gang plyndrer og dræber alt omkring sig. Ragna er den normanniske adelsdame, som bliver chokeret over de store kulturforskelle, da hun følger med sin mand til England. Aldred er den visionære munk med ambitioner om at skabe et center for læring, som vil blive beundret i hele Europa. Hver især rager de uklar med den hensynsløse biskop, som aldrig kan få nok af at jagte rigdom og magt.
Bog 2: Jordens søjler
I 1100-tallets England er den idealistiske munk Philip fast besluttet på at bygge en storslået katedral i Kingsbridge som et symbol på Guds magt. Tom er bygmester og virkeliggør sin drøm om at arbejde på en katedral. Aliena er en ung adelskvinde, hvis familie uretmæssigt har mistet deres ejendom. Jack er den unge bygmester, som forelsker sig i Aliena, men hun har også bejlere med højere status. Det komplicerede byggeri af katedralen og den evige kamp om magt former mange menneskers liv og skæbne i den driftige handelsby, hvor intrigerne står i kø.
Bog 3: Uendelige verden
I 1327 er Kingsbridge vokset til en by med 7000 indbyggere. Byens næste generation vokser op, og man følger fire børn, hvis liv fletter sig ind i hinanden trods deres vidt forskellige baggrunde. Merthin og Ralph er brødre, som skal genrejse familiens ære efter, at faderen har mistet sine ejendomme. Gwenda er datter af en skruppelløs tyv, mens Caris er datter af byens oldermand. Undervejs udspiller der sig stadig magtkampe mellem adel, kirke og handelsfolk. Der handles uld med Italien og udkæmpes krige mod Frankrig, og hverken høj eller lav går ram forbi, da den sorte død hærger.
Bog 4: Den evige ild
Religiøse stridigheder sætter dagsordenen i 1558. Ned vender tilbage til Kingsbridge efter et år i Frankrig og forelsker sig i katolikken Margery, men hendes familie ser hellere, at hun gifter sig med en lokal adelsmand. Den protestantiske Elizabeth 1. bliver kronet som dronning af England med det resultat, at hele Europa trækker sin støtte til landet. I kulissen venter den katolske kusine Maria Stuart, som mange anser for at være den retmæssige arving til Englands trone. Elizabeth opretter derfor landets første efterretningstjeneste, hvor Ned opererer som hemmelig agent i en turbulent og brutal tid.
Bog 5: Lysets våben
Fremskridtet er nået til Kingsbridge. I 1792 bliver stolte traditioner udfordret af nymodens maskiner, som stjæler arbejde fra hårdt prøvede folk. Napoleon overtager magten i Frankrig under protest fra nabolandene, og det trækker op til krig. Verden er på randen af kaos, og alle kæmper for hver sin sag. En kvindes mand bliver dræbt i en arbejdsulykke. En ung mand arver uventet en lukningstruet virksomhed. En ung kvinde arbejder ihærdigt på at sikre uddannelse til fattige børn. En mand beskytter hensynsløst sin rigdom med vold og magt.
Skal man læse Jordens søjler i rækkefølge?
For hver bog i serien om Kingsbridge springer handlingen et par hundrede år, så du følger ikke de samme personer eller for den sags skyld deres familier i hele serien. Det er derimod udviklingen af byen Kingsbridge, der er det gennemgående tema. Opførelsen af en imponerende katedral, klassekampe og krige former byen og dens indbyggere i et samfund, som gennemgår en rivende forandring hen over de 800 år, som serien indtil videre spænder over.
Elsker du murstenstykke slægtsromaner, kan du med fordel læse Jordens søjler i rækkefølge. Men du kan også springe ind midt i serien, hvis du er nysgerrig efter at læse om en bestemt epoke af Englands historie, for handlingen og persongalleriet i hver bog er som sådan uafhængig af hinanden.