Lars Kjædegaard skriver krimier om det skarpsindige makkerpar Anita Hvid og Thor Belling fra drabsafdelingen hos Københavns Politi. Handlingen foregår i et nærmiljø, som mange af os kan genkende. Her er fokus på hverdagens trivielle problemer og forviklinger, hvor livet hurtigt kan tage en drejning i den kedelige retning.
Her kan du se rækkefølgen på Lars Kjædegaards klassiske krimier om Hvid & Belling, som er et godt bud på en krimiserie til dig, der foretrækker hyggelige krimier.
Undrer dig lidt over udgivelsesårene for de første bind i serien om Hvid & Belling? Oprindeligt startede Lars Kjædegaard serien med bogen Smukke-Jan, men senere har han skrevet to såkaldte prequels eller forhistorier, som foregår tidligere – altså før handlingen i Smukke-Jan. Det har ændret på rækkefølgen af bøgerne, så du skal læse serien om Hvid & Belling i denne rækkefølge, hvis du vil være med helt fra starten af, da de to efterforskere mødte hinanden:
- Rige Svin (2019)
- Løgn i din hals (2021)
- Smukke-Jan (2011)
- Den sidste dommer (2011)
- Den røde labyrint (2012)
- Goyas hund (2012)
- Sorte sø (2013)
- Blomstermanden (2014)
- Døden i Harkaberg (2015)
- Skakten (2016)
- Det der er værre (2016)
- Før natten kommer (2017)
- Et skrig til himlen (2017)
- Sherif (2018)
- For enden af vejen (2022)
Alle Lars Kjædegaards krimier om Hvid & Belling er enkle fortællinger holdt i en minimalistisk stil. Der er lagt vægt på at skabe en realistisk dialog, troværdig autencitet og indgående skildring af personerne, så man som læser kan identificere sig med dem. I virkeligheden træder krimigåden lidt i baggrunden i krimierne om Hvid & Belling til fordel for en indgående psykologisk skildring af hovedpersonerne. Jeg vil kalde Lars Kjædegaards krimier for hverdagsrealistiske portrætter befriet for de mest bloddryppende scenarier.
Bind 1: Rige svin
Her er beretningen om, hvordan Anita Hvid og Thor Belling mødte hinanden for første gang. Det er et tilbageblik til 2008, hvor de blev partnere både professionelt og privat. Belling er sendt på tvungen ferie oppe ved den nordsjællandske kyst. Han keder sig noget så grueligt, så det passer ham fint at hjælpe med opklaringen af et mord, som åbenbart har relation til en masse indbrud i områdets sommerhuse. Sagen fører Hvid & Belling på sporet af et tyveri, som har tråde tilbage til jødernes flugt under anden verdenskrig. Det er endnu en velskrevet og realistisk krimi fra Lars Kjædegaard. Han kan virkelig sit kram, når det gælder afdæmpede krimier, som bliver båret frem af en usædvanlig indlevende indsigt i mennesker og de kræfter, som huserer i de små lokalsamfund.
Bind 2: Løgn i din hals
En kvinde bliver ringet op og får at vide, at hendes søn er kommet alvorligt til skade og ligger på hospitalet. Det er falsk alarm. Flere andre får også urovækkende opkald, som ender med at få fatale konsekvenser. Hvem ønsker at sprede panik, angst og kaos? Drabsefterforskerne Anita Hvid og Thor Belling finder en sammenhæng, selv om opklaringsarbejdet skrider langsomt frem.
Bind 3: Smukke Jan
En mand bliver fundet død i en skov ved en vestsjællandsk provinsby. Han er begravet, så kun hovedet er frit. Har han lidt den grusomme skæbne at blive efterladt sådan i live uden mulighed for at komme fri? Liget viser sig at være den afholdte gymnasielærer Smukke Jan, men måske havde han alligevel en fjende eller to i byen. Kort tid efter dukker endnu et lig op muligvis med en forbindelse til Jan. Og så dukker lig nummer tre op, så de erfarne københavnske efterforskere Anita Hvid & Thor Belling bliver tilkaldt. Plottet er ikke det mest indviklede, men det er også i høj grad de malende beskrivelser og psykologiske portrætter, der bærer Kjædegaards krimier.
Bind 4: Den sidste dommer
Turen går til Nordsjælland, hvor Hvid & Belling skal efterforske drabet på en kendt arkitekt, der også er en kontroversiel samfundsdebattør med forbindelser til det venstreorienterede miljø. Sammen med den lokale landbetjent Lone afdækker de flere lovende spor, som peger i forskellige retninger lige fra en lokal galning til en gammel uopklaret mordgåde. Endnu en gang er det den ætsende præcise skildring af lokalsamfundet, der i virkeligheden er sagens kerne i Kjædegaards krimi. Det er en fornøjelse at læse hans skarpe betragtninger af lokalsamfundets farverige personligheder, der bliver beskrevet i en herlig kombination af charme og intelligens. Her er ingen hæsblæsende actiondrama, men tværtimod en langsommelighed, som på skønneste vis gør denne krimiserie til sin helt egen.
Bind 5: Den røde labyrint
Nu har Lars Kjædegaard for alvor skrevet sig varm i sin krimiserie om Anita Hvid og Thor Belling, så læseren bliver fanget fra først færd. 10-årige August bliver fundet kvalt lige uden for sit hjem ved højlys dag. Ingen har set eller hørt noget. Drengen er drabschefens barnebarn, så alle korpsets ressourcer bliver sat ind for at finde morderen. Kort tid efter har de en tilståelse, men Anita Hvid er overbevist om, at der er noget, som ikke stemmer. Sagen spidser yderligere til, da drabschefen kontakter lyssky forbindelser fra sin ungdom. Det er et udspekuleret plot med masser af familiehemmeligheder, som ikke tåler dagens lys. Fortællestilen er stadig holdt i et tilbagelænet tempo med indlevende beskrivelser af persongalleriet.
Bind 6: Goyas hund
Anita Hvid og Thor Belling arbejder på hver deres sag, så deres veje må skilles for en stund. Hvid forsøger at opklare et brutal mord på en verdensberømt dansk forfatter, som har bosat sig i Spanien. Belling efterforsker en sag om en afdød gangster med forbindelse til den myrdede forfatter, og pludselig arbjeder de to politifolk atter sammen. Som læser kommer man for alvor ind under huden på de to efterforskere, hvis komplicerede relationer bliver beskrevet levende og overskudsagtigt. Kjædegaard markerer sig her som en fantastisk forfatter inden for den klassiske krimigenre, som bliver båret af nuancerede portrætter af personerne frem for et bloddryppende gys.
Bind 7: Sorte sø
Jens er en ung mand, som angiveligt er en traumatiseret eks-soldat. Han bor i skoven ved Silkeborg og drukner, da en dæmning bryder sammen. Først tyder alt på en tragisk ulykke, men politiets efterforskning afslører noget helt andet. Hvid & Belling bliver tilkaldt og opdager, at Jens slet ikke er den, han har givet sig ud for at være. Under afhøringen af hans forældre finder de to efterforskere nogle foruroligende malerier, som Jens malede, før han søgte tilflugt i skovene. Hvad var han bange for? Opklaringen bringer Hvid & Belling rundt til forskellige miljøer i Aarhus og Silkeborg. Endnu en gang brillerer Kjædegaard med sin dybdeborende skildring af det lokale miljø og relationerne mellem de karismatiske personligheder.
Bind 8: Blomstermanden
To jurister bliver skudt, og umiddelbart lader der ikke til at være nogen forbindelse mellem dem. Hvid & Belling bliver sat på sagen og opdager, at de to drab er udført af en lejemorder. Endnu et mord leder dem i retning af en klub for mænd fra den københavnske overklasse, og nu begynder de to efterforskere at ane en sammenhæng. Her er spænding, psykologiske portrætter og levende dialoger præcis som i Kjædegaards forrige krimier om Hvid & Belling, så det er som at hilse på en god gammel ven. Du behøver ikke nødvendigvis at læse Lars Kjædegaards krimier i rækkefølge, så du kan sagtens starte her, hvis du ikke tidligere har stiftet bekendtskab med makkerparret Hvid & Belling.
Bind 9: Døden i Harkaberg
Thor Belling er på ferie i Sverige, hvor problemer med bilen tvinger ham ind på en rasteplads. Her bliver han vidne til, at en dansk kvinde forsvinder. Hun boede på en ødegård sammen med sin mand. Belling flytter ind, da han er strandet, og gør sit bedste for at hjælpe med at finde kvinden. Hun viser sig at være dræbt. Sagen trækker tråde til parrets danske familie, så Belling bliver lånt ud til det svenske politi, mens Hvid hjælper hjemme fra Danmark. Efterforskningen udvikler sig med mange interessante spor, men hvem kan man egentlig stole på? Det er endnu en velskrevet og letlæst krimi fra Kjædegaards stilsikre hånd, hvor relationerne har stor betydning for plottet.
Bind 10: Skakten
Efter en voldsom sag er Anita Hvid sygemeldt og går til psykolog. Efter første konsultation forsvinder psykologen sporløst. Kort tid efter bliver en lokalpolitiker myrdet med noget så utraditionelt som et skud fra en slangebøsse. Endnu en politiker må lade livet – denne gang er mordvåbnet bue og pil – og makkerparret Hvid & Belling får nok at se til. Man kommer som sædvanlig i Kjædegaards krimier tæt ind på livet af de involverede personer og deres hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys. Fortælleren skifter ofte fra en person til en anden, så man som læser ser sagen fra flere forskellige vinkler, og den livlige dialog driver handlingen frem, så det er svært at lægge bogen fra sig. Her er endnu en velskrevet socialrealistisk krimi holdt i en afdæmpet stil, hvor man ikke er i tvivl om, at Kjædegaard har sympati med samfundets laveste klasser.
Bind 11: Det der er værre
På sit dødsleje tilstår en kvinde et drab, som en anden blev dømt for 10 år tidligere takket være Thor Bellings indsats. Den dømte tilstod og har næsten udstået hele sin straf. Da han bliver løsladt, går der ikke mange dage, får han bliver banket ihjel i et af Rungsteds mest velhavende kvarterer. Hvid & Belling skal opklare mordet og sammenhængen med den falske tilståelse. De afdækker nogle sørgelige forhold i mandens liv, men opklaringen af selve sagen sætter de to efterforskere på en hård prøve. Det er en spændende lavmælt krimi om politiets rutiner sprængfyldt med et afvekslende sprog, psykologisk indlevelse og virkelighedstro dialoger.
Bind 12: Før natten kommer
Den forrige sag fik alvorlige konsekvenser for Hvid & Belling. Hvid ligger hårdt såret på hospitalet. Belling har orlov og er i fuld sving med at indrette et hus, så det kan blive et nyt hjem for ham selv og Hvid, som han gennem et stykke tid har dannet par med både professionelt og privat. Han lader sig dog overtale til at vende tilbage til arbejdet før tid for at stå i spidsen af en intern efterforskning. Han skal afdække, hvad der helt nøjagtigt skete, da en kollega skød og dræbte en ung gerningsmand, som selv har et skudoffer på samvittigheden. Det er en indviklet sag om terrorisme, og samtidig indser Belling, at Hvid måske har en fjende, som vil hende til livs. For sent går det op for ham, at der er en sammenhæng. Det er en handlingsmættet krimi, hvor Kjædegaard holder fast i sin minimalistiske skrivestil. Korte sætninger og en kvik dialog kombineret med stemningsmættede miljøskildringer og indsigtsfulde personbeskrivelser gør denne krimi til en fornøjelse at læse.
Bind 13: Et skrig til himlen
En ung kvinde flytter til den lille ø Krejlø i det sydfynske øhav og indleder et forhold til Valdemar, der er fyrmester på øen. Kort tid efter forsvinder hun, og Valdemar føler sig fortabt og magtesløs. Han opdager, at Karen havde en hemmelighed, men var det derfor, at hun forsvandt? Hendes lig dukker op på stranden, og kort tid efter bliver endnu en ung kvinde myrdet. Hvid & Belling har svært ved at få hul på sagen. Flere af øens beboere er under mistanke, alt i mens der bliver hvirvlet en masse snavs op i det lille lokalsamfund. Her er Kjædegaard rigtig i sit es med fokus på personerne, relationerne og miljøet i et afsondret samfund, hvor hverdagen pludselig bliver vendt på hovedet. Det er en begavet, realistisk og engageret krimi, som byder på dejlig underspillet humor. Den er holdt i et letlæst sprog og begrænser sig lige som de fleste af Kjædegårds krimier til max 300 sider, så man som læser kan bevare overblikket.
Bind 14: Sherif
En terrorsag i København bliver startskuddet for en række forbrydelser, som kræver endnu flere liv. Under opklaringsarbejdet bliver en højtstående politimand skudt midt på Rådhuspladsen, så PET overtager sagen. Hvid & Belling sætter sig for at undersøge et spor, som PET har opgivet, og de kæmper en indædt kamp for at opklare mordet på en af deres egne til trods for, at de bliver modarbejdet af stærke kræfter. Deres loyalitet bliver sat på en hård prøve, og de må overveje, hvor langt de vil gå for at finde frem til sandheden. Temaet er denne gang mere politisk end sædvanlig i Kjædegaards krimier. Stilen er den gode velkendte hverdagsrealisme, som vil tiltale alle fans af hyggelige klassiske krimier fri for overdrevne mængder af vold og blod.
Bind 15: For enden af vejen
Belling nærer mistillid til alle efter, at drabsholdets chef blev myrdet. Selv partneren Anita Hvid har han svært ved at stole på, så Belling er begyndt at have hemmeligheder og gemme på afgørende viden, fordi han ikke er sikker på, at han kan dele det med sine kollegaer. Smmen med Hvid skal Belling opklare nogle nye mord, som viser sig at have forbindelse til mordet på drabschefen, så de sætter alle sejl til for at fange chefens morder.
Som det nok er gået op for dig, beskæftiger Lars Kjædegaard sig meget med hverdagsrealistiske problemstillinger. Han er en engageret fortæller med sympati for samfundets mest udsatte grupper. Sprogligt mestrer han den minimalistiske fortællestil med korte sætninger, levende dialoger og skiftende vinkler, så man som læser aldrig kommer til at kede sig. De psykologiske portrætter går igen i alle hans krimier og er et bærende element. Her er ikke så meget blod, så jeg vil bestemt anbefale dig at kaste dig over Lars Kjædegaards krimier, hvis du holder af krimigåder uden alt for megen vold. Nu har du i hvert fald fået rækkefølgen på Kjædegaards krimier om Hvid & Belling, så du ved, hvor du skal starte.