Måske har du set Rebecka Martinsson som tv-serie hos C More og kan ikke vente på næste sæson af serien. Heldigvis kan du så kaste dig over bøgerne i stedet, for den svenske krimiforfatter Åsa Larsson har skrevet 6 krimier om Rebecka Martinsson.
Er du i tvivl om rækkefølgen på Åsa Larssons bøger om Rebecka Martinsson, er hjælpen lige her:
- Solstorm (2004)
- Blodskyld (2004)
- Sort sti (2006)
- Indtil din vrede er ovre (2008)
- Som offer til Molok (2012)
- Fædrenes synder (2022)
Åsa Larsson fik et brag af en debut som krimiforfatter med Solstorm. Hendes første krimi i serien om Rebecka Martinsson sikrede hende Det Svenske Kriminalakademis debutantpris. Det er en beundringsværdig præstation. Som du nok ved, hvis du er en ivrig krimilæser, kan svenskerne virkelig noget, når der skal skrives krimier, så hvert år er der mange kandidater til prisen som årets krimidebutant.
Begejstrede læsere og anmeldere fremhæver Åsa Larssons indgående kendskab til Kiruna, hvor hun selv er vokset op, som en af seriens styrker.
Beskrivelserne af naturen er sanselige og overbevisende, så det er som at stå midt i de nordsvenske skove. Her er ingen store armsving, men lavmælte og underspillede skildringer af mennesker, miljø og livet i små samfund langt væk fra storbyens intense puls. Sproget er let og præcist med korte sætninger, så Åsa Larssons krimier om Rebecka Martinsson fremstår uhyre overbevisende.
Bind 1: Solstorm
Det er vinter i Kiruna. Her er koldt og mørkt, på nær når det smukke nordlys bølger hen over nattehimlen. Victor Strandgård er den åndelige leder af en sekt – eller var, for han bliver dræbt i noget, der ligner et rituelt mord midt i kirken. Viktors søster Sanna er under mistanke, og hun beder sin gamle barndomsveninde Rebecka Martinsson om hjælp. Rebecka er egentlig jurist i Stockholm med speciale i skatteret, men hun indvilliger alligevel i at rejse hjem til Kiruna for at hjælpe Sanna som hendes forsvarsadvokat.
Inden Rebecka får set sig om, er hun dybt involveret i opklaringen af mordet sammen med Kirunas lokale politifolk, den forfængelige viceanklager Carl von Post og den højgravide politikvinde Anna-Maria Mella. Rebecka mistænker sektens magtfulde præster for at have placeret mordvåbnet hjemme hos Sanna. Det er en krimi om religiøst hykleri, dobbeltmoral og had, som vokser frem i det iskolde Nordsverige.
Bind 2: Blodskyld
Endnu en præst bliver myrdet i Kiruna. Denne gang er det en kvindelig sognepræst, som var en aktiv forkæmper for kvinders rettigheder. Rebecka Martinsson er endnu ikke kommet sig over de voldsomme oplevelser i forbindelse med den forrige sag, og uvidende om drabet tager hun flere måneder senere hjem på besøg i Kiruna. Her forsøger hun at finde ro og slår sig ned i en hytte uden for alfarvej. Hun har det svært, så meget mod sin vilje bliver hun suget ind i den nye drabssag.
Det er endnu en krimi fra Åsa Larssons hånd med fokus på religion, men denne gang fortalt fra en helt anden vinkel. Naturen og lyset fylder meget og danner fin kontrast til religionens rolle i et lille lukket samfund, hvor meget er usagt og ugleset.
Bind 3: Sort sti
Rebecka Martinsson har valgt at drosle ned efter en psykose, så hun er flyttet tilbage til barndomsbyen Kiruna. Her arbejder hun som offentlig anklager. Inden hun får set sig om, dukker liget af en kvinde op i et fiskeskur på en tilfrossen sø. Kvinden havde en lederstilling i et internationalt mineselskab, så Rebeckas ekspertise i økonomi og skattetekniske forhold bliver uvurderlig i opklaringsarbejdet. Mineselskabet har ganske vist rødder i Nordsverige, men der er lyssky forbindelser til Congo.
Grådighed og magtbegærlighed kickstarter mange konflikter – også i Kiruna. Det kompliceres yderligere af indviklede familieforhold, hvor svigt skaber mistillid og ensomhed, som bliver håndteret på et utal af måder.
Bind 4: Indtil din vrede er ovre
De to unge dykkere Wilma og Simon har fundet vraget af et tysk kampfly fra 2 verdenskrig på bunden af en sø. De vil undersøge det nærmere, da isen er blevet stærk nok til at bære deres vægt. De skærer hul i isen og dykker, men da de vil op igen, er hullet blevet blokeret, og omridset af en person kan skimtes gennem isen. De lider begge druknedøden, og Wilma bliver den gennemgående fortæller i denne krimi.
Da politiet får mistanke om, at der er tale om et mord, bliver Rebecka Martinsson leder af efterforskningen sammen med politiinspektøren Anna-Maira Mella. Sporene peger i retning af en lokal familie, som fik succes med deres virksomhed under 2. verdenskrig.
Bind 5: Som offer til Molok
Rebeckas nabo Sol-Britt Uusitalo bliver stukket ihjel i sit hjem med en høtyv. Officielt er Rebecka ikke en del af efterforskningen, fordi hun angiveligt er inhabil. I virkeligheden handler det om, at en mandlig kollega har brug for en succes.
Alligevel graver Rebecka i sagen og opdager snart, at usædvanligt mange i Sol-Britts familie er omkommet i voldsomme ulykker. Den eneste, som stadig lever, er Sol-Britts barnebarn. Rebecka tror ikke på tilfældigheder og opdager, at der er en ondskab i familien, som bliver nedarvet i generation efter generation.
Bind 6: Fædrenes synder
Det er forår i Kiruna, men energien har forladt Rebecka Martinsson, som er udbrændt. Alligevel kan hun ikke sige nej, da hendes uhelbredeligt syge ven beder hende om at efterforske et gammelt mord, som egentlig er en forældet sag.
Det er et mord, som bliver begyndelsen på en omfattende og overraskende efterforskning. Inden længe er Rebecka på sporet af nye mord, trafficking, korruption og russiske mafiosoer. Før hun får set sig om, smelter sporene sammen med Rebeckas egen familiehistorie og fortidens dystre hemmeligheder.
Fædrenes synder markerer afslutningen på Åsa Larssons serie om Rebecka Martinsson – og hvilken finale på en af de mest stemningsmættede og velskrevne krimiserier fra Sverige.
Bogen blev belønnet med prisen for Bedste Svenske Krimi af Det Svenske Kriminalakademi, som blandt andet fremhævede Åsa Larssons eminente evne til at beskrive hovedpersonerne med indlevelse og nærvær.
Det er bestemt ikke uden grund, at selveste Leif GW Persson har udnævnt Åsa Larsson til at være Sveriges sande krimidronning.
Hvad skriver anmelderne om Åsa Larssons serie om Rebecka Martinsson?
Det skorter ikke på lovprisninger og flotte anmeldelser fra de store dagblade, som har anmeldt Åsa Larssons prisbelønnede krimiserie om Rebecka Martinsson. Er du endnu ikke overbevist om, at det er en serie for dig, kan anmelderne måske hjælpe dig. Her er nogle uddrag fra anmeldelser af de forskellige bøger i serien:
“Et brag af en debut. Faktisk kommer man under læsningen flere gange til at tænke på Kerstin Ekmans ‘Hændelser ved vand’, som nok er verdens bedste kriminalroman.” – Ekstra Bladet om Solstorm.
“Det er en fremragende toer, som svenske Åsa Larsson har skrevet efter debutsuccesen ‘Solstorm’.” – Nordjydske Stiftstidende om Blodskyld.
“Larsson skaber hudløst nærvær, og sprogligt magter hun det brutale såvel som at forvandle rynker til tårernes delta.” – B.T. om Sort sti.
“Lykkelige læser, der har Rebecka Martinsson-krimierne til gode – fornem intrigekunst går hånd i hånd med poetiske naturskildringer.” – Weekendavisen om Indtil din vrede er ovre.
“En ting er sikkert, er du først blevet (frost)bidt af Larssons magiske realisme og realistiske mord, vil du have mere af samme sorte sne!” – Politiken om Indtil din vrede er ovre
“Larsson skriver simpelthen fremragende spændingslitteratur … Spild ikke tiden med for mange halv- og heldårlige krimier. Prøv en Åsa Larsson. Den holder.” – Berlingske om Som offer til Molok.
Anmelderne anbefaler dig at læse serien om Rebecka Martinsson i rækkefølge
Flere garvede avisanmeldere er af den opfattelse, at man får mest ud af at læse serien om Rebecka Martinsson i den rigtige rækkefølge, selv om du også sagtens kan hoppe ind midt i serien.
Vælger du at starte med fx bind 3, vil du nok af og til mangle lidt baggrundsinformation om Rebecka og de tidligere sager, som der jævnligt er henvisninger til, men derfor kan du nu alligevel sagtens springe på senere og juble og lide sammen med Rebecka.
Det er nok lidt et spørgsmål om smag og behag, når diskussionen falder på, hvorvidt man skal læse en krimiserie som den om Rebecka Martinsson i den rigtige rækkefølge lige fra start eller ej.
Læs bøgerne, se tv-serien – men i hvilken rækkefølge?
Når en krimiserie hitter blandt både læsere og anmeldere, fanger den også filmbranchens interesse. Serien om Rebecka Martinsson er ingen undtagelse. Du kan streame tv-serien hos C More. Her kan du for øvrigt også finde mange andre gode europæiske krimiserier.
Det er altid interessant at se, hvordan en tv-serie fortolker de bøger, som man selv har læst. Nogle gange bliver hovedpersonen fremstillet helt anderledes, end hvad jeg forestillede mig, mens jeg læste bogen. Det kan være både godt og skidt. Alligevel er jeg tilhænger af først at læse bogen, inden jeg ser tv-serien. Ellers er der ikke så meget, der er overladt til fantasien, når jeg åbner bogen.
Noget der ligner serien om Rebecka Martinsson
Vil du gerne læse flere krimier, som udspiller sig i Nordsverige, hvor skovene, kulden og mørket er med til at sætte en stemning, kan jeg anbefale dig at se nærmere på disse tre krimier:
- Ødemark af Stina Jackson (2020)
- Ulvesommer af Hans Rosenfeldt (2020)
- Stormfald af Tove Alsterdal (2021)
Jeg er nok lidt på afveje, når jeg sætter Ødemark af Stina Jackson i bås som en krimi. Det er nærmere et stærkt psykologisk familiedrama om en altdominerende far, som bliver skudt ude i skoven. Er du til litterære krimier, kan jeg slet ikke anbefale den nok. Ødemark er en virkelig fin skildring af hemmeligheder og ulykkelige familieforhold med en overraskende slutning.
Ulvesommer af Hans Rosenfeldt er i højere grad en traditionel krimi om narko og bandeopgør på grænsen mellem Sverige og Finland. Kapitlerne er korte, og der er fart over feltet, så siderne vender sig helt af sig selv. Hans Rosenfeldt er medforfatter på den populære serie om Sebastian Bergman, og Ulvesommer er mindst lige så god.
Stormfald af Tove Alsterdal er lige som Ødemark et mere afdæmpet og stemningsmættet psykologisk drama om et gammelt drab, som nogen pludselig vil hævne uden at kende sagens rette sammenhæng. Det er en fremragende krimi, som blev belønnet med prisen som årets bedste svenske krimi.
Både Stormfald og Ulvesommer er første bind i nye krimiserier, så der er meget mere at glæde sig til, hvis det er bøger, som falder i din smag. Men først skal du selvfølgelig læse Åsa Larssons serie om Rebecka Martinsson i den rigtige rækkefølge, så du kan lære Rebecka godt at kende og heppe på hende i jagten på forbryderne.