Den svenske forfatter Fredrik Backman skriver serien Bjørneby, som du enten kan læse som bog eller se som tv-serie. Lige nu kan du streame serien på HBO Max. Titlen på serien er Björnstad (eller Bear Town, som den hedder på engelsk).
Bjørneby er en lille by langt oppe i Nordsverige, hvor der er skov så langt øjet rækker. En gang var Bjørneby en by med en lysende fremtid og et vindende ishockeyhold. Men successen svandt stille og roligt i takt med, at arbejdspladserne forsvandt, og tvang folk til at flytte fra byen.
Vil du læse bøgerne i Fredrik Backmans serie Bjørneby i rækkefølge, får du hele historien fra starten af, hvor den nye træner Peter Andersson fører juniorholdet i ishockey frem til semifinalen.
Her er rækkefølgen på bøgerne om Bjørneby skrevet af Fredrik Backman
- Bjørneby (2017)
- Os mod jer (2018)
- Vinderne (2022)
Den kronologiske rækkefølge på bøger skrevet af Fredrik Backman
Udover serien om Bjørneby har Fredrik Backman skrevet adskillige andre bøger. Hans succesfulde debutroman har titlen En mand der hedder Ove. Hans efterfølgende udgivelse hedder Britt-Marie var her. Begge bøger er filmatiseret, så dem kan du også streame på de forskellige streamingtjenester. Faktisk blev En mand der hedder Ove nomineret til hele to Oscars.
Vil du have det komplette overblik over Fredrik Backmans forfatterskab, kan du her se den kronologiske rækkefølge på alle hans bøger. Som du kan se, skriver han også mange bøger, som ikke er en del af serien om Bjørneby.
- En mand der hedder Ove (2013)
- Britt-Marie var her (2014)
- Min mormor hilser og siger undskyld (2015)
- Ting min søn skal vide om verden (2016)
- Bjørneby (2017)
- Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere (2018)
- Os mod jer (2018)
- Folk med angst (2019)
- Dit livs handel (2020)
- Vinderne (2022)
Humor spiller en central rolle særligt i Fredrik Backmans første bøger. Overordnet set kredser temaerne i hans forfatterskab sig om almindelige menneskers hverdag i de små samfund uanset, om det er i et villakvarter eller i en ishockeyklub. Her møder man mennesker på godt og ondt og kommer ind på livet af dem. Det er romaner med et element af samfundskritik i form af fx kritik af bureaukratiet i den svenske velfærdsstat eller indlevende beskrivelser af hensygnende provinsbyer langt oppe nordpå. Samtidig er det hjertevarme fortællinger, som vækker til eftertanke.
Hvad handler Bjørneby-serien om?
Kender du allerede serien om Bjørneby? Det helt korte resumé er, at serien handler om venskab, fjendskab, fællesskab og drømme. Handlingen i bøgerne bygger oven på hinanden, så derfor vil jeg anbefale dig at læse Bjørneby-serien i den rigtige rækkefølge.
Bind 1: Bjørneby
I første bog i Bjørneby-serien vender ishockey-stjernen Peter Andersson hjem til Bjørneby efter en professionel karriere som ishockeyspiller i udlandet. Han skal være træner i byens ishockeyklub. En gang var klubben byens stolthed, men alle de gode spillere har forladt klubben. Drømmen lever dog stadig, så alt i byen kredser om klubben. Nye venskaber opstår takket være ishockey, og gamle fjendskaber består. Juniorholdet gør det godt og spiller sig i semifinalen, men til en fest går det galt. Holdets stjernespiller begår en forbrydelse, som sender bølger gennem hele samfundet. Spørgsmålet er nu, hvor langt man vil gå for at få succes.
Bind 2: Os mod jer
I anden bog i Bjørneby-serien er byen langsomt ved at komme sig over den tragiske forbrydelse, som fandt sted i den foregående bog om Bjørneby. Fortiden er dog langt fra glemt, så konflikterne lurer lige under overfladen. Kommunens politikere vil lukke Bjørnebys ishockeyklub for i stedet at satse på klubben i nabobyen. Det gør ondt, for de to klubber er ærkerivaler.
Bind 3: Vinderne
Alle forsøger at se fremad efter den to år gamle forbrydelse. Alle ønsker inderst inde, at både byen og klubben skal overleve og udvikle sig, men alle kæmper også med egne personlige udfordringer. En vender hjem, andre udvikler venskaber, nogle drømmer om hævn, enkelte forsøger at få ægteskabet til at hænge sammen, og en enlig sjæl griber til våben. Hvad skal der til for at holde sammen på Bjørneby?
Svenske feel good forfattere
Emma Hamberg, Åsa Hellberg og Sara Paborn er blandt de svenske forfattere, som formår at skrive nogle virkelig fine feel good fortællinger. Det er …
Flere forfattere i stil med Fredrik Backman
Leder du efter andre forfattere, som ligner Fredrik Backman? Herfra lyder anbefalingen at se lidt nærmere på Erlend Loe og Jonas Jonasson. Hvis disse to navne ringer en lille klokke, er det nok, fordi de hver især har haft ganske god succes. Erlend Loe slog sit navn fast med romanen Doppler, som er første bind i en serie på 3 bøger. Jonas Jonasson hittede med bestselleren Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt, som naturligvis er filmatiseret.
Både Erlend Loe og Jonas Jonasson bruger humor i deres forfatterskab præcis som Fredrik Backman især gør i sine første bøger. I Bjørneby bliver det måske lidt mere alvorligt, men serien beskæftiger sig også med tunge temaer som ondskab, hævn, tilgivelse og venskab.
Nu har du fået rækkefølgen på bøgerne i Fredrik Backmans serie om Bjørneby og som en bonus lidt tips til andre bøger, som du kan læse bagefter, hvis du vil have mere i samme stil. Du kan naturligvis streame alle Fredrik Backmans bøger om Bjørneby som lydbøger, hvis du foretrækker at lytte frem for at have en bog mellem hænderne.