Elly Griffiths skriver klassisk engelsk hyggekrimi, når den er bedst. Det er forholdsvis ublodige krimier for dig, der elsker finurlige mordgåder, hvor løsningen bliver lagt brik for brik som i et puslespil. Elsker du atmosfæren i Barnaby-universet, vil du med garanti også falde for Elly Griffiths krimiserie om arkæologen Ruth Galloway.
Bøgerne om Ruth Galloway byder på utraditionelle plots, hvor fortid og nutid krydser hinanden. Som mange andre krimier med lidt mere på hjerte indeholder de et element af samfundskritik, som ofte bliver serveret med en ironisk kommentar. Det giver serien bid. Samtidig bliver bøgerne løftet af en underfundig humor og en særdeles velskrivende forfatter.
Persongalleriet i serien om Ruth Galloway er en broget flok. Ikke nok med at Ruth selv er en excentrisk single kattedame med et rodet privatliv. Professionelt assisterer hun den stokkonservative politimand Harry Nelson, som på mange fronter er hendes direkte modsætning. Privat er der amoriner i luften mellem de to, men Harry er katolik og gift familiefar. Ruths royale ven Cathbad er druide og et interessant krydderi blandt alle de andre genkendelige typer, som befolker fortællingens kulisse.
Netop relationerne mellem mennesker er et gennemgående tema i Elly Griffiths serie om Ruth Galloway. Hendes komplekse privatliv fylder ganske meget, især fordi det er tæt forbundet til politimanden Harry Nelson, men det fungerer fint, fordi det er godt afbalanceret med krimigåden. Som sagt er det hyggekrimier, så de er også spækket med stemningsfyldte beskrivelser af et lille landsbysamfund og det lumske landskab, som omgiver lokalbefolkningen med farer og hemmeligheder.
Skal man læse Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway i rækkefølge?
Det korte svar er ja! Når du først er faldet for Ruth Galloways bramfri stil, og din nysgerrighed efter at følge med i hendes kærlighedsliv er pirret, skal du absolut læse Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway i rækkefølge.
Udviklingen i forholdet mellem Ruth, hendes venner og ikke mindst politimanden Harry bærer en stor del af handlingen i serien, og bog for bog kommer du tættere ind på livet af dem. Forholdet mellem Ruth og Harry er komplekst for at sige det mildt, og det spiller ind i fortællingen om de utallige sager, som de opklarer sammen.
Her kan du se rækkefølgen på Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway
- Pigen under jorden (2017)
- Løgnens hus (2018)
- Huset på klippen (2018)
- Døden på museet (2019)
- Det tavse vidne (2019)
- De udstødte (2020)
- Stemmer fra graven (2020)
- Kvinden i blåt (2021)
- Forsvundet i mørket (2021)
- Den mørke engel (2022)
- Stencirklen (2022)
- Lygtemændene (2023)
Uden for serien har Elly Griffiths også skrevet en charmerende julehistorie om den brave arkæolog Ruth Galloway og alle de andre personligheder, som du støder på i den populære ærkeengelske krimiserie om Ruth og Harry. Det er et såkaldt spin off, som har fået titlen “Det første juletræ” og udkom på dansk i 2020. Bogen er hurtigt læst, da den kun fylder 46 sider.
Bind 1: Pigen under jorden
Ruth Galloway er en sælsom arkæolog, som politimanden Harry Nelson kontakter, da han skal opklare et fund af knogler i en øde afkrog af Norfolk. Forventningen er, at skelettet stammer fra en lille pige, som forsvandt for 10 år siden. Knoglerne viser sig at være meget ældre, så sagen om den forsvundne pige er endnu ikke opklaret. Alle ressourcer bliver sat ind, da endnu en pige forsvinder i den barske saltmarsk, som drager mange fuglekiggere og folk fascineret af shamanistiske ritualer.
Bind 2: Løgnens hus
Der er godt gang i gravemaskinerne på en byggeplads, da der pludselig dukker knogler op i jorden. Politiet bliver tilkaldt, og inden længe er knogleeksperten Ruth Galloway også involveret i efterforskningen. Byggegrunden har tidligere huset et katolsk børnehjem, hvor to børn forsvandt for 40 år siden. Mistanken kredser om rituelle ofringer. Mystiske og voldsomme ting begynder at ske omkring Ruth, og det bliver tydeligt, at nogen ønsker at forpurre efterforskningen.
Bind 3: Huset på klippen
Skrænterne på den barske kyst i Norfolk eroderer og bliver derfor undersøgt af et hold arkæologer. De finder nogle knogler, som er skyllet op på stranden. Det er endnu en sag for politimanden Harry Nelson med bistand fra den lokale arkæolog Ruth Galloway. Efterforskningen leder dem i retning af en flok hjemmeværnsfolk, der var på en hemmelig mission under 2. verdenskrig. Nogle af folkene lever stadig, men de har sværget at forblive tavse om sandheden. Det kender Ruth sådan set alt til, for hun har netop født en datter, men ingen må kende barnets far.
Bind 4: Døden på museet
På et lille museum med en samling af knogler fra aboriginere bliver en mand myrdet. Også museets excentriske ejer dør på mistænkelig vis. Inden længe er Ruth Galloway involveret i politiets efterforskning, og det kommer snart frem, at de to myrdede personer blev udsat for dødstrusler på grund af museets knoglesamling. Ruth bliver trukket ind i en okkult verden med skræmmende personer samtidig med, at hun kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen nu, hvor hun også er blevet alenemor.
Bind 5: Det tavse vidne
Ruth modtager et brev fra sin gamle studiekammerat Dan, som opholder sig i Blackpool. Skæbnen vil, at han døde dagen efter, at han sendte brevet, og det gør Ruth mistænksom. Han beder nemlig om hjælp til at identificere nogle knogler, som han har fundet i en arkæologisk udgravning. Fundet kan ændre meget, og det skræmte Dan fra vid og sans. Ruth beslutter sig for at rejse til Blackpool. Politiinspektør Harry Nelson er tilfældigvis også i Blackpool, hvor han hjælper sine kollegaer. Ruth bliver sikker i sin sag, da hun begynder at modtage truende sms’er, og pludselig er hendes lille datter forsvundet.
Bind 6: De udstødte
Ruth arbejder på en udgravning i Norfolk, hvor hun finder skelettet af en kvinde, der blev hængt i 1867 som straf for at have myrdet et barn. Det er en interessant historie for et tv-selskab, og pludselig toner Ruth frem på skærmen i bedste sendetid. Sideløbende efterforsker kriminalinspektør Harry Nelson en sag om tre børn, som blev dræbt i deres eget hjem. Moderen er mistænkt, men da endnu et barn forsvinder, viser det sig i stedet, at der er en forbindelse til den kvinde, som Ruth har gravet ud.
Bind 7: Stemmer fra graven
Både Ruth Galloway og Harry Nelson bliver tilkaldt, da et jagerfly fra Anden Verdenskrig bliver gravet frem på en byggeplads. Piloten sidder stadig i cockpittet, og det viser sig at være liget af Fred Blackstock, men det var aldrig meningen, at han skulle flyve det fly. Hvordan er han havnet der? Hvorfor har han et skudhul midt i panden? Sagen udvikler sig med flere overfald og dødsfald, som alle på en eller anden måde har forbindelse til familien Blackstock, som er en prominent slægt med hemmeligheder.
Bind 8: Kvinden i blåt
Vicekriminalkommissær Harry Nelson bliver tilkaldt, da liget af en ung kvinde dukker op på en kirkegård. Inden længe er Ruth Galloway også involveret i opklaringsarbejdet, da hun er veninde med præsten, som har modtaget en stribe anonyme trusselsbreve med referencer til den kvinde, som blev fundet kvalt på kirkegården. Det er næppe en tilfældighed. Tilsyneladende falder det ikke i god jord, at præsten er kvinde. Midt i det hele bliver Harrys kone overfaldet og udsat for et mordforsøg, men hvad har hun til fælles med de andre kvinder?
Bind 9: Forsvundet i mørket
Politiet modtager en anmeldelse om et fund af menneskeknogler i en tunnel under jorden. Kriminalkommissær Harry Nelsons første tanke er, at der må være tale om et levn fra middelalderen. Ruth Galloway bliver bedt om at undersøge knoglerne, og hun konkluderer, at de er en hel del yngre. Vagabonden Eddie har meldt en hjemløs kvinde savnet, og få dage senere bliver han myrdet. Er der en forbindelse mellem de to sager?
Bind 10: Den mørke engel
En af Ruth Galloways gamle flammer er en italiensk arkæolog, som anmoder om hendes hjælp. Ruth skal se nærmere på et knoglefund i en lille italiensk bjergby. Under dette arbejde nærmer de sig en hemmelighed fra 2. verdenskrig, men nogle er villige til at gå langt for at beskytte fortidens lyssky affærer. De gamle knogler kan sættes i forbindelse med et aktuelt mord, og Ruth må glemme alt om at kombinere arbejde og ferie, for nu haster det med at finde den skyldige.
Bind 11: Stencirklen
Ruth Galloway arbejder på en udgravning i marsken. Knoglerne af en ung pige dukker op og bliver identificeret som Margaret, der forsvandt 30 år tidligere på dagen, hvor prins Charles blev gift med Diana. Sagen blev aldrig opklaret, men nu bliver den hovedmistænkte fra dengang hentet ind til afhøring igen. Der er stadig ingen afgørende beviser, og kort tid efter bliver han ramt af et dræbende skud. Sideløbende har kriminalkommissær Harry Nelson modtaget adskillige anonyme breve, som antyder, hvor han skal lede efter et muligt offer. De minder om andre trusselsbreve, som Harry tidligere har modtaget, men afsenderen af de oprindelige breve er for længst død. Der er nok at se til, ikke mindst fordi endnu en lille pige forsvinder.
Bind 12: Lygtemændene
Intet er som det plejer at være i Ruth Galloways liv. Hun har fået ny partner, nyt hjem og nyt job. Da den dømte morder Ivor March tilstår flere nye drab og tilbyder at vise, hvor ligene er begravet, får Harry Nelson brug for Ruths hjælp. March vil nemlig kun udpege gravene, hvis Ruth vil udgrave dem. Hun indvilliger forsigtigt. Ligene er begravet nær en landsby ved moserne, som, efter sigende er hjemsøgt af lygtemænd. Det er nogle mystiske væsner, som med lys lokker rejsende væk fra vejen og ind i mosens sumpede dynd. Hvorfor er det så vigtigt for March, at det lige netop er Ruth, der udfører arbejdet? Er March selv en lygtemænd, der lokker Ruth?
Krimier i stil med Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway
Foretrækker du hyggelige krimier, hvor heltens eller heltindens opklaringsarbejde og privatliv smelter sammen, er Elly Griffiths serie om Ruth Galloway kræs for kendere. Desværre kan selv en produktiv forfatter som Elly Griffiths ikke skrive krimier lige så hurtigt, som hendes fans kan læse dem, så ind i mellem må ventetiden fordrives i selskab med andre gode serier.
Engelske krimiserier i stil med Ruth Galloway-serien er fx Ann Cleeves bøger om Vera Stanhope. Et andet bud kunne være Richard Osman, som skriver en skøn serie om Torsdagsmordklubben.
Vil du hellere læse serier skrevet af danske forfattere, er Anna Grues succesfulde serie om Dan Sommerdahl et godt valg. Ligeledes kunne Lone Theils’ serie om Nora Sand være et oplagt bud på en medrivende serie med en stærk heltinde, når du har læst alle Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway i den rigtige rækkefølge.