Emelie Schepp er lidt af en sensation. Ingen forlag ville antage hendes første krimi, så hun udgav den selv, og den blev en bragende succes. Siden er det blevet til mange flere blodige fortællinger om den kantede politianklager Jana Berzelius. Både i 2016, 2017 og 2018 blev Emelie Schepp kåret som årets krimiforfatter i sit hjemland Sverige.
Norrköping er byen, som danner baggrund for bøgerne i serien om Jana Berzelius. Hun er en kontroversiel, hårdtslående og asocial kvinde præcis som Lisbeth Salander og Leona. Der er meget på spil for Jana, som vil gå langt for at skjule sin dystre fortid – så langt, at hun ser stort på de love, som hun egentlig selv skal være med til at håndhæve.
Tempoet er højt, dialogerne er gode, og handlingen bliver intensiveret og twistet igen og igen, så det er svært at lægge Emelie Schepps krimier fra sig, når man først er begyndt at læse. De er blodige og voldsomme med inspiration fra amerikanske kollegaer, og Jana er fanden i voldsk som få andre heltinder.
Læs Emelie Schepps bøger om Jana Berzelius i den rigtige rækkefølge
Vil du læse Emelie Schepps krimier om Jana Berzelius, bør du starte med bind 1. Her kan du se rækkefølgen på bøgerne:
- Mærket for livet (2014)
- Hvide spor (2015)
- Ondt blod (2017)
- Fars dreng (2017)
- Mester Jakob (2019)
- Ni liv (2021)
- Bjørnen sover (2022)
Bind 1: Mærket for livet
Som 9-årig vågner Jana Berzelius op i en hospitalsseng. Hun kan intet huske om sit liv inden da, men hun har en mystisk tatovering i nakken. 26 år senere er Jana en succesfuld anklager. Nu skal hun lede efterforskningen af mordet på Hans Juhlén, som var afdelingschef hos Udlændingestyrelsen. Under den intensive efterforskning dukker liget af et barn op, hvilket komplicerer sagen yderligere. Først da politiet opdager, at hustruen til Hans Juhlén gennem mange måneder har hævet store beløb, kommer der skred i tingene. I takt med, at Jana graver i sagen, nærmer hun sig sandheden om sin egen baggrund, og den er mere grufuld, end hun næsten kan bære.
Bind 2: Hvide spor
En ung asiatisk kvinde bliver fundet død om bord på et tog. Hendes hænder er røde af blod, og hvidt skum drypper fra hendes mund. Hun rejste sammen med en anden kvinde, som nu er forsvundet. Jana Berzelius skal som anklager lede efterforskningen af sagen. Det viser sig hurtigt, at den døde kvinde var narkokurer. Politiet forfølger sporet, og Jana bliver klar over, at hun står over for sit livs sværeste valg. Alt peger nemlig i retning af en mand, som Jana helst vil glemme. Han kan ødelægge alt, hvad Jana har opnået, så nu er hun tvunget til at være et skridt foran politiet hele tiden.
Bind 3: Ondt blod
Philip er ambulanceredder og først på stedet, da en kvinde bliver fundet bagbundet og mishandlet i sin lejlighed. Trods en ihærdig indsats for at redde hende, dør hun mellem hænderne på Philip, som synes, at hun virker bekendt. Politiet bliver sat på sagen med anklager Jana Berzelius i spidsen. Philip bliver interessant, fordi han endnu en gang er den første til at finde et mordoffer, og jagten på en seriemorder bliver intensiveret. Sideløbende med det krævende arbejde må Jana konstant kigge sig over skulderen, for hendes fjende Danilo har en klemme på hende.
Bind 4: Fars dreng
Sam er på vej hjem, da han bliver ringet op af sin søn Jonathan, som er 6 år gammel. Han er skrækslagen, for nogen er brudt ind i huset. Da Sam kommer hjem, er hans hustru død og sønnen væk. Jana Berzelius og politiet har ikke rigtig nogle spor at gå efter. Sam er mærkeligt nok ikke særlig samarbejdsvillig, selv om han vil gøre alt for at få sin søn tilbage i god behold. Politiet graver i familiens fortid og finder ved en tilfældighed frem til gerningsmandens identitet. Det bliver farligt for alle, og nu haster det, hvis Jonathan skal findes i live.
Bind 5: Mester Jakob
Inde for kort tid bliver to kvinder myrdet i Norrköping. Begge kvinder bliver fundet i floden med sammensyede ben, som får dem til at ligne havfruer. Politiet frygter, at der vil ske flere mord, og snart forsvinder endnu en kvinde. Det eneste spor i sagen leder politiet i retning af den unge Simon Norell, som myrdede hele sin familie. Han sidder i forvaring på en lukket retspsykiatrisk afdeling og nægter at tale. Den eneste, der har vundet Simons tillid, er Danilo, som Jana Berzelius egentlig helst vil fortrænge fra sit liv. Men tiden er knap, og gode råd er dyre, så det er nødvendigt at tage utraditionelle midler i brug for at stoppe morderen.
Bind 6: Ni liv
Et bandemedlem bliver filmet med et bombebælte om livet. Videoen bliver streamet live online, så alle kan se med. Tre andre medlemmer fra samme bande blev myrdet i dagene op til, så politiet formoder, at der er en forbindelse til den nye sag. De gør alt, hvad de kan for at finde frem til den unge mand med bombebæltet, men når frem for sent. Jana Berzelius har en direkte forbindelse til drabene, og hun får brug for hjælp, for både politiet og de tilbageværende bandemedlemmer forsøger at finde morderen.
Bind 7: Bjørnen sover
I udkanten af den fredsommelige provinsby Norrköping bliver en mand fundet myrdet i sit eget hjem. Ved liget ligger en tøjbamse, som leder politiet i retning af en tidligere politibetjent, som har fået ny identitet. Hun er den eneste med en forbindelse til den formodede gerningsmand. Men hun er hjemsøgt af en frygtelig tragedie, så vil hun virkelig hjælpe politiet med at opklare sagen? Samtidig forsøger anklager Jana Berzelius selv at opspore morderen. Hun er ved at blive indhentet af sin mørke fortid og er klar til at gøre alt for at beskytte den mand, som hun elsker. Han har til gengæld opdaget, at hun har en hemmelighed og vil gøre alt for at få den frem i lyset.
Følg Jana Berzelius helt fra starten
Vil du læse Emelie Schepps serie om den hårdtslående politianklager Jana Berzelius, bør du læse bøgerne i den rigtige rækkefølge. Janas historie er kompleks og udvikler sig løbende gennem hver bog, så du vil få det største udbytte af serien, hvis du følger med helt fra start.
Og nu kender du jo den rigtige rækkefølge på Emelie Schepps krimier om Jana Berzelus, som absolut er et bekendtskab værd, hvis du leder efter en krimiserie i stil med asociale og egenrådige Lisbeth Salander.