Er du til langsomme og sofistikerede krimigåder spækket med stemningsskabende detaljer? Så skal du læse Robert Galbraiths krimier om privatdetektiven Cormoran Strike og hans sekretær Robin.
Stilen er den elegante gammeldags facon, som briterne er så berømte for – tilsat et meget klædeligt stort stænk af humor og satire. Forestil dig blot Hercule Poirot eller Miss Marple i en moderne udgave.
Galbraith skriver intelligente krimier uden udpenslede voldsorgier. Hun moderniserer den klassiske detektivroman, så hendes krimier er en nydelse at læse. Her får du rækkefølgen på Robert Galbraiths krimier om Cormoran Strike:
- Gøgens kalden (2013)
- Silkeorm (2014)
- Ondskabens høst (2016)
- Den hvide død (2018)
- Ustyrligt blod (2020)
- Det blæksorte hjerte (2022)
- Den våde grav (2023)
Robert Galbraiths krimier er nogle rigtig moppedrenge på mindst 450 sider. Faktisk er Den hvide død på hele 671 sider. Mister du helt modet, når du ser sådan en tyk bog, kan du heldigvis også følge med i Comoran Strikes detektivarbejde som tv-serie.
Selv opgav jeg at læse første bind i serien – nok mest, fordi jeg på det tidspunkt ikke var gearet til en langsom krimi af den hyggelige slags – men jeg blev fanget igen af netop tv-serien. Nu er jeg i gang med at læse Den hvide død, som er virkelig velskrevet.
Hvem er Robert Galbraith?
Bag navnet Robert Galbraith gemmer sig den navnkundige forfatter J. K. Rowling – du ved, hende der skrev Harry Potter-bøgerne. Hun valgte at udgive under pseudonym for at slippe for forventningernes pres. Navnet Robert Galbraith blev til ved at tage fornavnet fra Rowlings politiske helt Robert F. Kennedy og sætte det sammen med en fantasifigur fra hendes barndom. Som barn ønskede Rowling længe, at hun var døbt Ella Galbraith.
I sin rolle som Robert Galbraith havde Rowling den fulde frihed til at udforske det nye univers, som hun ville bygge op omkring sin helt Comoran Strike. Faktisk er der en lignende grund til, at Rowling udgav Harry Potter-bøgerne under navnet J.K. Rowling i stedet for hendes fulde navn Joanne Kathleen Rowling. Forlæggeren mente nemlig ikke, at drenge ville læse fantasy-bøger skrevet af en kvindelig forfatter. Men som du nok ved, blev succesen enorm, Harry Potter-bøgerne blev til film, og du kan endda komme på rundvisning i filmstudiet.
Bog 1: Gøgens kalden
I London er den forhutlede, ensomme og handicappede privatdetektiv Cormoran Strike truet af ruin, hvis der ikke snart dukker en ny kunde op. Han har hyret den unge, kvikke Robin som vikar til at tage sig af kontorarbejdet. De får travlt, da en kendt model bliver fundet død i Mayfair, som er et af Londons eksklusive kvarterer. Politiet vurderer, at det er et selvmord, men hendes bror tvivler. Derfor hyrer han Cormoran Strike til at se nærmere på sagen.
Egentlig tror Cormoran Strike heller ikke, at der lægger en forbrydelse bag, men han har brug for sagen for at redde sin økonomi. Sammen med Robin går han i gang med at kortlægge modellens gøren og laden og afhøre hendes omgangskreds.
Bog 2: Silkeorm
Cormoran Strike har fået travlt i sit lille detektivbureau efter hans succes med at opklare mordet på en kendt model. En dag får han en henvendelse fra en kvinde, der er gift med en kend forfatter. Han er forsvundet, og hun vil gerne have ham hjem igen. Cormoran indvilliger i at finde ham.
Forfatteren har netop sat sidste punktum i en roman, der sviner stort set hele hans omgangskreds til. Mange liv vil blive ødelagt, hvis romanen bliver udgivet. Da forfatteren dukker op igen, er han død – myrdet på bestialsk vis præcis som beskrevet i den uudgivne roman. Mange mennesker har et motiv, men hvem vil gå så langt?
Bog 3: Ondskabens høst
Robin modtager et afhugget kvindeben med posten. Cormoran Strike, som selv har mistet det ene ben i sit tidligere liv som soldat, får straks mistanke til, at det handler om netop hans fortid. Øjensynligt har en af hans gamle fjender sat sig for at terrorisere både Strike og Robin, men hvem? Det er et personligt angreb mod dem, og de bliver stærkt involveret i at finde afsenderen, som har en kvindes liv på samvittigheden.
Tiden er ved at løbe ud, for morderen har udset sig Robin som det næste offer i den ultimative hævn over Strike. Men Strike har mange gamle fjender, så det virker nærmest umuligt at finde og fange ham i tide.
Bog 4: Den hvide død
Billy er en ung, psykisk syg mand, som opsøger Cormoran Strike. Han er plaget af barndomsminder om et spædbarn, som han så blive myrdet. Sammen med Robin forsøger Cormoran at komme til bunds i den historie, men Billy er som sunket i jorden. Pudsigt nok henvender kulturministeren sig for at bede Cormoran finde smuds på Billys bror og et parlamentsmedlem. De forsøger nemlig at afpresse kulturministeren. Hvad det handler om, vil kulturministeren ikke ud med.
Nemmere bliver det ikke af, at Cormoran er blevet berømt efter opklaringen af den forrige sag. Alle genkender ham, så han er ikke længere i stand til selv at skygge folk. Forholdet mellem Cormoran og Robin er også under pres. Han har dårlig samvittighed over, at Robin nær mistede livet i forbindelse med opklaringen af den forrige sag. Nygifte Robin har til gengæld problemer på hjemmefronten, for hendes mand er alt andet end begejstret for hendes levebrød og partnerskabet med Cormoran.
Bog 5: Ustyrligt blod
Cormoran Strike er hjemme i Cornwall for at besøge sin kræftsyge tante. På den lokale pub henvender en kvinde sig med en bøn om hjælp. Hun ønsker, at Cormoran skal finde hendes mor, som forsvandt under mystiske omstændigheder for fyrre år siden. Cormoran Strike påtager sig sagen til trods for, at han tvivler på, at det er muligt at opklare den efter så mange år. Det udvikler sig drastisk, og pludselig udgør tarotkort, en psykotisk seriemorder og tvivlsomme vidneudsagn en direkte livsfare! Samtidig befinder Cormorans forretningspartner sig midt i en opslidende skilsmisse, som kræver al hendes energi.
Det er en ordentlig moppedreng på næsten 1000 sider, som har trukket overskrifter og bragt J.K. Rowling i unåde hos mange, fordi den handler om en seriemorder, der klæder sig ud som kvinde. J.K. Rowling har flere gange ytret sig negativt om transkønnede.
Hyggelige engelske krimier med masser af atmosfære
Robert Galbraiths krimier er mere hyggelige end blodige. Jeg vil især fremhæve de atmosfærefyldte miljø- og personbeskrivelser og glimtet i øjet som seriens styrke. Alle bøgerne er skrevet med indlevelse og skiftende synsvinkler, så man følger både Cormoran og Robin – og i nogle tilfælde morderen selv. Det hele foregår i et meget engelsk miljø, så man kan se Londons gader og stræder for sig
Personligt er jeg spændt på, hvordan den spirende kærlighed mellem karismatiske Cormoran og smukke kvikke Robin vil udvikle sig i de kommende bøger.
Har du ikke allerede stiftet bekendtskab med dem, har du om ikke andet her fået en introduktion og rækkefølgen på Robert Galbraiths krimier om Cormoran Strike. Det er dejlig læsning, som også kan appellere til folk, der ellers går i en stor bue uden om krimier.