Du kommer ikke til at kede dig i selskab med Tina Boyd. Simon Kernicks krimier om den kvindelige kriminalassistent holder dig fanget fra første side med speederen i bund hele vejen frem mod slutningen. Tempoet er højt med masser af action, slagsmål, korruption og vold, som bliver beskrevet ganske detaljeret, så det er ikke krimier for sarte sjæle.
Plottet er udspekuleret og under konstant udvikling, så du kan forvente, at handlingen tager en overraskende drejning flere gange undervejs. Serien er velskrevet og består at et stort persongalleri, som bliver fint beskrevet med en dybde, så alle fremstår levende og interessante. Det er hårdkogte krimier, når de er bedst.
Rækkefølgen på bøgerne om Tina Boyd
- Forbryderfaget (2020)
- Nådesløs (2021)
- Deadline (2021)
- I skudlinjen (2021)
- De 10 sidste sekunder (2021)
- Ultimatum (2022)
- Sidste minut (2022)
På engelsk udkom den første bog om Tina Boyd i 2004, så Simon Kendrick har i flere år skrevet på denne actionmættede serie. Faktisk skriver Simon Kernick på flere forskellige serier om politifolk, og de møder hinanden på kryds og tværs af bøgerne, lige som vi kender det hos Karin Slaughter.
Her har jeg præsenteret dig for bøgernes rækkefølge i serien om Tina Boyd, hvor hun blandt andet arbejder sammen med Mike Bolt og Ray Mason, som Simon Kernick også har skrevet flere krimier om.
Er du bidt af Simon Kernicks hæsblæsende krimier, kan du altså glæde dig over, at han faktisk er en rigtig produktiv forfatter. Det er krimier, som fanger fra start til slut, så har du allerede læst alle hans bøger, går du måske og venter på nyt fra Simon Kernick. Ventetiden kan du fordrive med neglebidende krimier fra hårdkogte forfattere som fx Ian Rankin, Lee Child, Harlan Coben, Paul Cleave og Matthew Arlidge, som alle skriver helt fantastisk.
Bog 1: Forbryderfaget
Stegs Jenner er en undercover-betjent, som skal hjælpe med at afsløre nogle columbianske narkohandlere i Heathrow. Det går frygtelig galt, så flere dør. Hurtigt retter mistanken sig mod netop Stegs Jenner, som har flere disciplinærsager i bagagen. Han bliver suspenderet, men beslutter sig hurtigt for at tage sagen i egen hånd, da den mislykkede mission i Heathrow kostede livet for Jenners nære ven og kollega. Også informanten Robbie, som hjalp politiet med at arrangere narkohandlen, er død. Han blev skudt i sin lejlighed, og det er et mord, som kriminalassistent Tina Boyd efterforsker.
Bog 2: Nådesløs
Et telefonopkald ændrer Tom Merons liv for altid. Han er en helt almindelig familiefar, som bliver ringet op af sin ven Jack Calley, der skriger på hjælp, lige inden en koldblodig morder tager livet af ham. Nu er Tom jaget vildt uden at ane hvorfor. Han flygter med sine to børn, men bliver anholdt for mord. Samtidig er hans kone forsvundet, og der ligger et uidentificeret lig på hendes kontor. Forhenværende politibetjent Tina Boyd ligger inde med afgørende viden om sagen og beslutter sig for at hjælpe politiet.
Bog 3: Deadline
Andrea kommer sent hjem fra arbejde og undrer sig over, at huset er helt mørklagt. Hvor er datteren? Et øjeblik senere ringer hendes kidnapper med krav om en løsesum på en halv million pund i kontanter. Andre skal stille med pengene i løbet af 48 timer. Ringer hun til politiet, dør datteren. Samtidig er Andreas mand også forsvundet, så hun allierer sig med sin halvkriminelle eksmand for at få datteren levende hjem igen. Da Andrea modtager en uhyggelig video, vælger hun alligevel at kontakte politiet i håb om, at de kan finde datteren, inden det er for sent.
Bog 4: I skudlinjen
Forfatteren Rob Fallon går i byen en aften og ender hjemme hos sin bedste vens kæreste, Jenny. Pludselig bryder to mænd ind i hendes lejlighed og bortfører Jenny. De forsøger også at slå Rob ihjel, men han slipper væk. Politiet har svært ved at tro på Rob, da han vil anmelde episoden. Jennys far mener, at hun er på ferie i udlandet. Rob begynder at spørge sig omkring i håb om at redde Jenny, og tiltrækker sig derfor opmærksomhed fra de forkerte mennesker. Kriminalassistent Tina Boyd bliver sat på sagen og fornemmer straks, at noget er helt forkert, men der er ingen hjælp at hente hos kollegaerne. Derfor allierer hun sig med Rob, og snart er de begge i fare.
Bog 5: De sidste 10 sekunder
Kriminalassistent Tina Boyd har fanget en sadistisk seriemorder, som er kendt under navnet Natteluskeren. Han er anklaget for at have tortureret fem unge kvinder til døde. Han hævder imidlertid, at han har et vandtæt alibi for det ene mord. Under en fangetransport bliver Natteluskeren kidnappet under særdeles dramatiske omstændigheder. En undercoveragent er indblandet i bortførslen, og det står snart klart, at nogle farlige mennesker vil lukke munden godt og grundigt på Natteluskeren.
Bog 6: Ultimatum
En morgen bliver det centrale London vækket af en bombe, der eksploderer. En ukendt gruppe af terrorister advarer om, at en endnu større bombe ganske snart vil springe. Fangen Fox hævder at kunne hjælpe politiet, men han vil kun tale med Tina Boyd. Sammen med kollegaen Mike Bolt, som hun tidligere har flirtet med, indleder hun jagten i et kapløb med tiden i et desperat forsøg på at stoppe gerningsmændene, før det er for sent.
Bog 7: Sidste minut
Matt Baron har mistet hukommelsen efter en traumatisk bilulykke. Både søsteren og en psykoterapeut forsøger at hjælpe Matt, som plages af mareridt, men det begynder efterhånden at dæmre for Matt, at han er en helt anden person, end hvad de tror. Pludselig banker fortiden på døren i form af nogle brutale lejemordere, som jagter ham, fordi de vil have nogle oplysninger. Problemet er blot, at Matt ikke aner, hvad det går ud på. Desperat søger han hjælp hos Tina Boyd, som nu er privatdetektiv, og til hans store overraskelse ved hun, hvem han er.
Skal man læse bøgerne om Tina Boyd i rækkefølge?
Du kan sagtens læse hver krimi om Tina Boyd uafhængigt af de øvrige bøger i serien, hvis du kan leve med, at der måske er enkelte detaljer, som måske vil fremstå lidt uklare for dig. Men som i så mange andre serier kan det alligevel være en fordel at læse Simon Kernicks krimier om Tina Boyd i den rækkefølge, som han har skrevet dem, hvis du vil lære hele persongalleriet godt at kende.